Filosofi

Den måde som sygdom og sundhed i mennesket er defineret på ifølge homøopatisk filosofi har stor betydning for behandlingen.
Sygdommen er ikke de håndgribelige isolerede symptomer.
Symptomerne er blot den materielle manifestation af en underliggende ubalance, som kan aflæses på mange planer i en person.

Homøopatisk behandling drejer sig ikke kun om at fjerne de isolerede symptomer men om at genoprette en dybereliggende balance og derved starte en gennemgående reetablering af helbredet.

Definitionen af helbred, sygdom og helbredelse samt begreberne konstitution, modtagelighed og miasma er centrale i homøopatisk filosofi.Den måde som sygdom og sundhed i mennesket er defineret på ifølge homøopatisk filosofi har stor betydning for behandlingen.
Sygdommen er ikke de håndgribelige isolerede symptomer.
Symptomerne er blot den materielle manifestation af en underliggende ubalance ,som kan aflæses på mange planer i en person.

Homøopatisk behandling drejer sig ikke kun om at fjerne de isolerede symptomer men om at genoprette en dybereliggende balance og derved starte en gennemgående reetablering af helbredet.

Definitionen af helbred, sygdom og helbredelse samt begreberne konstitution, modtagelighed og miasma er centrale i homøopatisk filosofi.


Den måde som sygdom og sundhed i mennesket er defineret på ifølge homøopatisk filosofi har stor betydning for behandlingen. Sygdommen er ikke de håndgribelige, isolerede symptomer. Symptomerne er blot den materielle manifestation af en underliggende ubalance, som kan aflæses på mange planer i en person.
Homøopatisk behandling drejer sig ikke kun om at fjerne de isolerede symptomer men om at genoprette en dybereliggende balance og derved starte en gennemgående reetablering af helbredet. Definitionen af helbred, sygdom og helbredelse samt begreberne konstitution, modtagelighed og miasme er centrale i homøopatisk filosofi.
Der er tre hovedfaktorer som karakteriserer hvad homøopatisk behandling drejer sig om: Definitionen af sundhed, sygdom og helbredelse.
Som beskrevet i homøopatisk historie er homøopatisk filosofi baseret på ideer af bl.a. Hippokrates og Paracelsus. Det er dog den tyske læge Samuel Kristian Hahnemann (1755-1843) som er homøopatiens fader idet han brugte hele sit liv på, udover at udføre praktiske eksperimenter og behandling, at formulere sine indsigter og tanker om sundhed, sygdom og homøopatisk behandling. Hahnemanns Organon, som udkom i 5 stadig forbedrede udgaver i hans livstid og en 6. udgave mange år efter hans død er stadig det filosofiske og praktiske grundlag som homøopater over hele verden studerer, og det er de meget præcist formulerede aforismer, som igen og igen viser sig at være en kilde til både praktisk og filosofisk visdom. Homøopati er i dag i stærk udvikling og mange nye midler og metoder bliver afprøvet, uden dog at miste det oprindelige filosofiske grundlag.

Sundhed
At være rask er ifølge homøopatisk filosofi ikke blot at være uden fysiske smerter. Når man er rask er man i stand til at bevæge sig frit gennem livet og eksistere under vidt forskellige fysiske og psykiske forhold uden at miste sin balance, uden at blive syg. På det mentale og følelsesmæssige plan kan sundhed bl.a. ses på evnen til at koncentrere sig, forstå nye situationer, tænke kreativt og lysten til at skabe, prøve nye ting og være opmærksom på andre menneskers tilstande.

Sygdom
Symptomer i de mentale, følelsesmæssige og fysiske områder er udtryk for en forstyrrelse på et dybere niveau, som ligger til grund for menneskets væsen og krop. Når der er en forstyrrelse i dette niveau bliver vores reaktions- og responsmønster til verden utidssvarende; vi får allergier, eksem, angst, neuroser, fordøjelsesproblemer, forstyrret vækst, hormonubalance, over- og underfunktion i kropsmekanismer og organ-systemer etc. En sådan forstyrrelse kan være medfødt eller opstå gennem fysisk / psykisk traume: Chok, fejlernæring, overgreb, forgiftning, uheld, følelsesmæssige konflikter m.m. Ofte er systemet i stand til at genoprette balance uden hjælp udefra, men i nogle tilfælde bliver ubalancen så forankret i vores system at vi
får kroniske sygdomstilstande. Det er disse kroniske tilstande af ubalance, der kan gives videre fra generation til generation og som kaldes miasmer (se nedenfor).

Behandling
Idealet er at helbredelsesprocessen skal forløbe hurtigt, blidt og med blivende virkning. Helbredet skal genetableres med mindst mulig indgriben. At fokusere udelukkende på de fysiske symptomer i helbredelsen kan ikke genoprette den oprindelige balance, ofte resulterer det i at symptomerne skifter karakter og sted. F.eks. kan aggressiv konventionel behandling af hudsymptomer resultere i nye symptomer på dybere niveauer; slimhinder eller organer.

I homøopatisk behandling hjælpes personen til at fuldføre den helingsproces som han gik i stå med; symptomerne er en del af den helingsproces som ikke kunne gennemføres på grund af en grundlæggende ubalance i systemet. Det er kroppens egen evne til at genfinde en tilstand af sundhed som skal stimuleres; derfor er det for det meste kun nødvendigt med enkelte lave doser af et lægemiddel, hvorefter kroppen klarer resten. Udover de fysiske symptomer er en meget vigtig indikator en stigning i livslysten, lysten til at tage initiativ og større kreativitet. Det er det som er det endelige mål i homøopatisk behandling, ikke bare fravær af smerter og fysiske symptomer.
I homøopatisk behandling er det personens konstitution der styrkes og afbalanceres.

Konstitution
I Homøopatisk sprogbrug er ”konstitution” er betegnelse der beskriver en persons bredere helbredstilstand og som inkluderer hendes natur, temperament samt medfødte og erhvervede karakteristika. Det er denne konstitution, i alle dens individuelle detaljer, som homøopaten fokuserer på i den første konsultation og bliver ved med at fokusere på i behandlingsforløbet.
Den information som en persons unikke konstitution er opbygget af svarer til et helt bestemt lægemiddel som kaldes ”det konstitutionelle middel”. Normalt forandrer en persons konstitution sig ikke gennem behandling, men midlet hjælper personen til at fungere på en bedre måde ved at neutralisere de elementer der forhindrer hende i at leve et frit og sundt liv.

Modtagelighed
Konstitutionen er tæt forbundet med en persons modtagelighed for påvirkninger udefra, vejr, bakterier, mad, følelsesmæssige konflikter mm. Hvis man er sund er ens modtagelighed lav og ens modstandskraft er høj dvs at man kan tåle en stor variation af forskellige påvirkninger uden at miste balancen og blive syg. Hvis ens modtage- lighed er høj er ens modstandskraft lav og man bliver syg med den mindste variation i ens fysiske og psykiske miljø. Derfor er det f.eks. ikke alle der får influenza i en epidemi og dem der får det har forskellige grader af symptomer. På samme måde er det ikke alle der bukker under for sorg, men nogle bliver ramt særdeles hårdt. Alle har deres individuelle mønster af modtagelighed over for påvirkninger. Modtagelighed kan ændre sig fra dag til dag afhængigt af faktorer som stress, vejr, ernæring mm. Alle manifesterer individuelle symptomer som resultat af deres specifikke modtagelighed. Nøglen til at forstå variationerne i konstitution og modtagelighed ligger i ideen om miasmer.

Miasme
Miasmer er en grupperingsmodel hvorigennem man grupperer sygdomme, konstitutioner og reaktions- /adfærdsmønstre. Miasmer kan overføres fra generation til generation og har sandsynligvis et genetisk element. Et land kan også være domineret af en bestemt miasme, dvs at bestemte former for sygdom og adfærd er mere almindelige i det land and andre lande med andre miasmer. Derfor kan begrebet miasme forstås meget bredt på et kulturelt / historisk niveau men også på et helt specifikt symptomniveau.
Miasmerne prædisponerer en til at være modtagelige overfor bestemte sygdomme og til at være i bestemte tilstande. Ofte kan de ses i flere generationer af en familie. Når en person er rask vil det mest være en positiv side af miasmet der manifesterer sig, evt. som en følsomhed for og indsigt i visse sider af tilværelsen.
F.eks. er der en miasme som i sygdom er karakteriseret af vækst ude af balance, men den positive side er kreativitet, vækst og expansion. Følsomhed, indsigt og forståelse kan i sygdom blive til overfølsomhed/ ufølsomhed, besættelse og frygt.

Miasmerne har navne efter store folkesygdomme som gonorré, cancer, syfilis, tuberkulose, men det betyder ikke at man skal have f.eks. cancer for at være under indflydelse af cancer miasmen . Cancer er bare en af de sygdomstilstande som falder under denne gruppering og som har mange af de karaktertræk fra det som vi betegner cancer-miasmet.

Syfilis-miasmet er den mest destruktive af miasmerne, dvs. at under denne gruppering finder man destruktive sygdomme som syfilis, nekrosis, alzheimer, spedalskhed, knogle- og nervedegeneration m.v. På det mentale niveau er der selvdestruktive tendenser, vold, håbløshed, selvmord m.m. En person som er domineret af den syfilitiske miasme har større risiko for at få destruktive sygdomme og tilstande end andre.

Psora-miasmet er det mindst destruktive miasme, her har man mange hudsygdomme, sygdomme i slimhinderne, fordøjelsesforstyrrelser m.m. På det mentale niveau kan der være bekymring og angst, men altid en underliggende optimisme.

Miasme-modellen er en stor hjælp til at forstå en persons tilstand og prognose og til at finde det rette homøopatiske middel. De mange tusind midler kan nemlig også opdeles i de miasmatiske grupper, alt efter hvilke mentale og fysiske tilstande de er kendt for at have virkning på.